Getting here - Rio de Janeiro

Første skrivelse fra det brasilianske bliver en af de reflekterende..

På 6. dagen er trætheden stadig larmende og altoverskyggende. Mine øjenlåg kan under ingen omstændigheder holde sig oppe længere end til kl. 21-22. Dette på trods af at fantastiske Rio de Janeiro ikke er blevet mere rolig eller kedelig, i løbet af de + to år der er gået, siden jeg sidst var forbi.. Rejsen hertil var uproblematisk. Hvis man alligevel skal beklage sig, så var den ustyrlig lang, med ubrugeligt flypapmad, ventetid i Lissabon og masser af tanker om det næste halve år der konstant rumsterede rundt. I en blanding af ekstrem iver og glæde, og bekymring, fik jeg i den grad nedstirret flysædet foran mig, alt imens der blev tænkt rationelle og irationelle tanker. Tanken om den første færden på brasiliansk jord, turen fra lufthavnen og til lejligheden med bagage af høj værdi, var allerede nervepirrende og stressende.

- Jeg fløj med TAP Portugal som jeg, udover at de servere morgenmad kl 20 om aftenen, var ganske tilfreds med -

At skrive under på en 6 måneders lejekontrakt af lejlighed kl. 5 om natten dansk tid og på 26’ende vågne time, var måske en kende modigt og kunne have givet anledning til senere ballade. Heldigvis så forholder det sig sådan, at jeg er blevet tilbudt hjælp alle vegne fra. Min Brasilianske Capoeira mesters  kone og datter ventede i lufthavnen, og kørte mig sikkert til min nye adresse. I lejligheden ventede min udlejer Diogo, med åbne arme….. iført en rød Christiania t-shirt, og det føltes helt hjemligt. Selvom jeg helt skeløjet skulle skrive under på lejekontrakt så var følelsen god. Det har den overordnede følelse været lige siden!

Jeg forlod et Danmark i hedebølge (I er alle fuldstændig grillede right?) og i skrivende stund kigger solen frem for første gang i mens jeg er her. Det er vinter og faktisk pisse koldt om natten. ”Men hva? Brasilien er da så eksotisk med solmoden frugt, bare numser og samba??!”. Ja og nej.

- Første seriøse morgenmad : græsk yoghurt, mango, passionsfrugt, rugbrød. Mor og far jeg elsker jer for at give mig den lille stempelkande og hjemmebagt rugbrød med! -

En passionsfrugt er gammel og rynket hjemme i Danmark. I ved: den er per definition brun, rynket og indtørret i sin skal og højest sandsynligt importeret fra Sydamerika. Det er måske at glædes ved petitesserne, men det gør jeg mig meget i - hvilken fryd det er at finde ud af hvordan en frisk passionsfrugt ser ud og smager. Stor, gul, hård og duftende. Dér midt i supermarkedet blev en del af forestillingen om et ekstremt eksotisk og romantiseret Brasilien bekræftet for øjnene af mig. 

At der langs butikkens ydermur ligger tre hjemløse og sover den ud på pap og iturevet skummadras, satte igen romantikken på prøve. Realitychecket blev ligeledes afbrudt, da jeg i løbet af de 20 meter der er fra supermarkedet og hjem, modtog adskillelige komplimenter for øjne og lyst hår. 

Ved 4-tiden den efterfølgende nat vågnede jeg ved lyden af affyrede skud, ”Shit, nåårh nej, jeg er ikke på Nørrebro”(som ellers lyder så ”hårdt” i nogens ører derhjemme). Skuddene var højest sandsynligt fra enten vejen eller den nærmeste favela (= slumby) Cantagalo (Galende hane), som er passiviseret af politiet. Jeg ved det ikke. Intet om det i nyhederne den følgende morgen. Igen er der masser af anledning til tænksomhed.

 - Facaden der møder mig hvis jeg kigger direkte ud af vinduet fra stuen på en grå brasiliansk vinterdag -

- Læser lidt om hvordan man bliver en rigtig Carioca = person fra Rio. Inflytter gave fra min udlejer Diogo.-

Friske passionsfrugter, hjemløse, endeløse komplimenter til en ”blondt prinsesse” og gun shots i nattens mørke. Eksotisk? Ja. Barsk virkelighed? Ja.
Kontrasterne her er markante og indtrykkene ligeså. Måske det er grunden til, at jeg endnu ikke formår at holde mig vågen efter 22.. 

- Min gade Avenida Nossa Senhora de Copacabana fra 11. etage. Pretty much et område for gamle mennesker. Én blok fra Copacabana, 5 min's gang fra Ipanema. Her er skønt.-

______________

A short summary in english

Rio is lovely. How I've missed it. I've only been greeted by kindness and people that are more than happy to help with even the smallest stupid things that only a foreigner doesn't know how to handle. Rio is full of contrasts. All from fresh passionfruits, to homeless souls, to endless amounts of compliments on the street, to gunshots waking me up in the middle of the night. It all makes me think and there are a lot of impressions to digest. All of this leaves me with a feeling of the heaviest jetlag I've had for a long time even with a small difference of only 5 hours. I can't keep my eyes open after 21-22 tops. Here is damn cold at night (compared to the 33 Celsius I left in Denmark). Rio and I are slowly finding each other again.