Random thoughts on studying abroad in Brazil

Et par korte om universitetet i Rio

Pontifical Catholic University of Rio de Janeiro eller PUC. Udtales som "puk-i".

PUC blev bygget i 1941 af "the society of Jesus".

Universitetet er katolsk og privat.
Det ugøres af mange forskellige bygninger, der huser de forskellige fakulteter samt en stor kirke midt på grunden.

PUC er blandt andet anerkendt for at have et frit syn på kultur og stor diversitet blandt de studerende.

Blandt cariocas og brasilianere generelt, er det min opfattelse at man som studerende på PUC opfattes som værende rig og af en høj socialklasse, hvilket jeg må nikke genkendende til. Dette tegner altså lidt et billede af at diversiteten blandt sociale klasser måske ikke er helt så stor, som stedet ynder at prale af. 

Campus ligger i sydzonen i nabolaget kaldt Gavea og er omringet af bjerge, flod og tropisk skov, vis trækroner er hjemsted for diverse papegøjer og aber.

Problemerne i Danmark 

Allerede i processen hvor jeg planlagde mit ophold i Rio, blev jeg klar over at PUC og Aalborg Universitet, gør tingene helt forskelligt fra hinanden. Jeg var af flere omgange fastlås i processen hvor jeg ventede på vigtige dokumenter fra den ene instans, vis afsendelse til mig, afhang af en tredje instans aktivitet. Hvor imens mit visum i Danmark ikke kunne blive til, uden at alle de forskellige original dokumenter blev tilsendt fra henholdsvis Rio og Aalborg. 

Juni var en enormt frustrerende og nervepirrende måned, hvor jeg flyttede fra København til Næstved, jeg var pisse forvirret og anede ikke om jeg ville komme afsted, da jeg stadig i slutningen af måneden, var uden både officielt optagelsesbrev og visum. ... Tanker som "hvis baaare jeg havde valgt et universitet i Europa eller staterne?!" pressede sig på..

Frustrationen i Rio
Jeg havde altså en anelse om at tingene i praksis på PUC nok også ville foregå på en uvant måde, og mine anelser var ganske rigtige. Der var ét øjeblik hvor jeg helt klassisk stod i en toiletbås, med hovedet begravet i hænderne, sekunder fra at lade tårerne flyde af frustration. Men jeg tog mig sammen og gav mig i kast med at blive vant til det nye system. Den største stressfaktor i begyndelsen var at få tildelt de fag, som jeg havde fået forhåndsgodkendelse af hjemme i Danmark (hvilket er afgørende for, om jeg får ECTS points for opholdet hernede).

   Ansøgningsprocessen om fagene foregik således, at alle udvekslingsstuderende får adgang til en online platform på samme tidspunkt. Her skal, et skema konstrueres ved at drag og drop de discipliner, man ønsker de forskellige dage og tidsrum. Det er ikke til at forestille sig, men det er et stressfuldt helvede af et 1000-briks puslespil med koder og tidsintervaller, der er hinandens komplette modpoler. Intet vil passe. Tilmed er der kun 1(!) plads blandt alle udvekslingsstuderende på hvert fag, hvilket vil sige at fagene forsvinder for øjnene af en.. Hermed også ens ETCS-points og ens udvekslingsophold, hvis en anden var hurtigere end en selv. Jeg var heldig. Jeg fik fag, som jeg havde fået forhåndsgodkendt og tilmed i et okay skema uden for mange ”ventetimer” mellem undervisningerne.

A street outside the faculty where breakie, lunch, snacks, dinner, pick-me-ups can be purchased for lower prices than inside the campus.
A tiny cup of bad filter coffee with way to much artificial milk costs approx. 4,3 R$ = 10,50kr inside. 1,5 R$ at my fave coffee pusher.

Hverdagen
Jeg møder hver morges kl. 7, hvilket vil sige, jeg allersenest står op kl. 5.40 for derefter at cykle langs strandene Ipanema og Leblon til PUC. Faste løbere og andre sportsudøvere hilser trofast hver morgen når jeg triller forbi. Jeg bor her virkelig nu og kender mine folk og fæ på gaden.
Mandage og onsdag har jeg undervisning fra kl. 7-9, tirsdage og torsdage fra kl. 7-15 og fredag fra kl. 13-15.

Det lyder måske surt at skulle op så tidligt, og jeg må også ærligt indrømme at jeg lider en smule af søvnmangel, har mindre energi = mere sult og mit ansigt ligner en karklud(sådan én ved nogen at jeg ikke kan fordrage). Men jeg var meget bevist om mit valg om at have undervisning om morgenen. Dette fordi jeg på denne måde får mest muligt ud af dagen, og fordi det før eller siden bliver op i mod 40 smeltende grader, hvilket er eksponentiel med nedsat læreevne hos mig. Blot tanken om at skulle cykle de knapt 5 km der er, længere op af formiddagen, er svedig. Så jeg holder den kørende med en kop kaffe efter første undervisning når øjenlågene bliver tunge.



Studiekulturen i Brasilien

Det er dog ikke kun mig, som lider af træthed. ”Estou morrendo de sono” er et udtryk der flittigt bliver brugt, og betyder at ”jeg er døende af træthed”. Det er de næsten også mine kære brasilianske medstuderende. Jeg har aldrig oplevet så mange studerende sove i undervisningen. Måske er det grundet at vi har mødepligt, og der er en grænse for hvor mange udeblivelser, man må have for at kunne bestå semesteret. Hvilket resulterer at syge og meget, meget trætte unge mennesker oftest møder op i stedet for at studere hjemme fra som vi ville gøre i Danmark. Fysisk er de tilstede, men mentalt i en drømmeverden, og det lader ikke til at professorerne giver ”fravær” for denne mentale udeblivelse. Det er en underlig tankegang, hvor ansvaret for egen læring er mere eller mindre fraværende. Provokerende for mig. Det føles ærligt talt lidt som at være tilbage i gymnasietiden, hvilket også hjælpes på vej af at mange er 2-3 år yngre end mig, hvilket skyldes ”kulturen” for uddannelse her i landet. Dog er mine medstuderende uanset alder virkelig nogle søde, interesserede mennesker. Venskabelige relationer skabes dagligt og jeg har det rigtig godt på PUC.

AM

OR 

The "student city"inside PUC. 

Sprogligt udfordret

Jeg har fag, jeg har nemmere ved, og fag jeg har sværere ved. De er alle interessante og forskellige. Men en fællesnævner er at AL undervisning foregår på portugisisk. Normalen er nok at udvekslingsstuderende (som ikke er fra et latinamerikansk land) har min. 1 eller 2 fag på engelsk. For lidt tid siden blev jeg mindet om af en kær veninde, at det jo egentligt er lidt små vanvittigt, at jeg studerer mit 5. Semester på et sprog, jeg en dag bare besluttede mig for at lære og rent faktisk aldrig har modtaget undervisning i før nu. Nu gør jeg noget som er udansk, så undskyld mig, men hvor er det egentligt sejt, og jeg er stolt af hver en udfordring jeg overkommer her, som har at gøre med sproget. Der er ærligt mange øjeblikke hvor jeg ikke forstår et pløk eller føler jeg taler på et niveau som et barn ville gøre, jeg er helt bombet i hovedet af skiftet mellem de mange sprog der konstant tales hver dag, men der er absolut flere hurra-oplevelser end der er nedture. Indtil videre har jeg mere end bestået mine eksaminer, hvilket har været en seriøs bekymring for mig.

Jeg besluttede fra starten af at min tid her kommer mere an på den kulturelle oplevelse og dannelse, der følger med at flytte til en anden kultur,  frem for karakterresultatet i de forskellige fag. Men jeg er faktisk svært tilfreds med de forskellige dimensioner mit liv består af her, studiet værende en af dem.

Jeg strikker løbende en skrivelse sammen bestående af mine personlige råd, til dem der påtænker at tage på udveksling, som jeg påtænker at poste her når opholdet er ved at være til ende.

Tak, fordi I læser med og sender mig en hilsen ind i mellem. Savnet er stort!

English recap// 

Few facts 
The university is 70 years old, catholic and private. Known for great culture diversity and students.
Among the Brazilians, I’m often met by an opinion that is if you study at PUC you’re rich and from a high social cast. I must say it's hard to reject than idea and I'm therefore not sure if I think that calls for great diversity..The faculty is located in the south zone in the neighborhood called Gavea, between lush forest, parrots and monkeys.

In Denmark before arrival
Already back home in DK I realized that things weren’t working in the way in terms of structure in the organization and procedures about exchange. I mean I expected that, but the differences where heavy. I had loads of problems with getting my acceptance letter and therefore also my visa for brazil, which was determining for the whole stay in brazil. Many other exchange students had the exact same experience. June was a caotic month of moving out of Copenhagen, getting ready without knowing if everything would ever get sorted out. My flight ticket's value of 8000 danish crowns was getting heavier in my pocket. 

The frustration in Rio
I had the classic moment of (almost) crying at a toilet at the campus, not because I was bullied as in the Hollywood productions, but oh boy I was frustrated. But I sucked it up and robbed some dirt in it and started figuring out how to get around the difficulties in a brazilian way. 
The most stressful part was to get the courses I knew I would get credit for back in Denmark. The whole process of applying for the courses here was a complete mess. You had to create the schedule yourself online by dragging and dropping the different courses, sounds easy, in reality it the worst puzzle you could imagine. I was lucky tho and after rescheduling and dropping classes a couple of times I ended up with the courses I needed. The outcome was a pretty decent schedule.

The everyday life
My classes start at 7am four days a week, which means I have to get up at 5.40am.
Maybe it sounds hard waking up that early, and honestly I am in lack of sleep most of the days, which leads to hunger and a frowny face – but in this way I get endless possibilities of using the day and enjoying all what the city has to offer. Another great reason why I chose to study this early was to avoid having my brain fried while trying to learn, when the heat turns up in Rio. It’s already coming at us. Coffee in all shapes is the answer to my heavy eyelids. 

A glimpse of study culture
I’m not the only one suffering from tiredness. The phrase “I’m dying of tiredness” is heavy abused, and it’s close to what’s happening for my Brazilian classmates. Never have I experienced such a great amount of students sleeping during classes. I’m not sure what causes this, but I have an idea that because it’s mandatory to be present in class, and you fail the course if you are missing out a specific amount of classe. So a lot of people goes to class even tho they have a serious off-day. An other reason is probable also that people home late from school due to work and traffic (that is an absolute nightmare here), or party opportunities everyday during the week. Doesn’t seem like the professors care much about the mental absence.
Some times I feel like the responsibility of your own learning has been taken away from the students, and it provokes me because I’ve been raised with the complete opposite in terms of studying.
Sometimes I feel like I'm being brought back to high school in terms of responsibility and commitment to studying.
Besides that I have nothing negative to say about my fellow study colleagues, they are incredible nice, friendly, really handsome(??), interested and with dreams in life. Friendly relations are created every day.   

Challenged big time on the language
I both have courses I find all right and courses I find tough. All classes I have are taught in Portuguese.
A friend of mine reminded me that it’s actually pretty damn crazy that I study at my 5^th semester in a language, that I one day just decided to learn and without ever having attended a single language class.
So I’m gonna do something pretty “un-danish”, and sorry for that, but it’s actually pretty cool, and I feel proud of every challenge I conquer that has to do with the language. Sometimes I do not understand a single shiat of what’s being said and it’s easy to completely zone out. My brain is tired and I’m mixing up all the languages I speak, sometimes words from another language burst out while trying to say something in another. But there are absolute more happy experiences and victories than failures. So far so good I have more than passed all my exams, which has been quite bit of a concern for me.

I decided from the start that my experience had to be primarily founded on conquering culture clashes with grace. All the difficulties that may arise from not just spending your holiday in a culture, but from living and integrating, as you have to do when studying abroad. I’m just happy that I’m actually fond of all the differences dimensions in life here, study life being one of them.

Thanks for reading and writing me every now and then. I miss big time!